Sådan får du studieøkonomien til at hænge sammen

Som studerende er penge ikke det, du har mest af. Det er dyrt at læse, og SU’en er ikke just noget, der gør, at man kan spise på Michelin-restaurant hver anden weekend. Hver en krone skal vendes, og man ender alligevel ofte med at skulle leve af brød og vand den sidste uge i måneden, indtil SU’en igen tikker ind.

Er du træt af at skulle leve på randen hver eneste måned, har vi her samlet en række råd, der forhåbentligt kan hjælpe dig med at få din studieøkonomi til at hænge sammen.

Kortlæg dine indtægter og udgifter

Et budget er ofte den studerendes dårlige samvittighed. De fleste ved, at de burde have eller lave et. Det giver en kæmpe indsigt og viden om, hvor pengene ”forsvinder hen”, og på baggrund af dette kan man tilpasse, trimme og fordele de penge, der trods alt er til rådighed hver måned. Det er alligevel de færreste, der sætter sig ned og bruger tid på at få det lavet og planlagt, og det er en skam.

Resultatet er nemlig, at du som studerende bruger dine penge i blinde og ikke ved, om du er på spanden eller ej. Budgettet giver dig et indblik i dine indtægter, herunder SU og SU-lån, og dine udgifter, herunder alt fra mad til husleje. Det kan være, at du snubler over noget, du betaler til, men alligevel aldrig bruger? Og så er det da oplagt at skære fedtet fra.

Find en roomie eller kæreste

Nej, dette råd skal ikke være en opfordring til at date. Men al erfaring viser, at hvis du bor sammen med en anden, vil økonomien alt andet lige blive bedre. Så er I nemlig to om at dele mange udgifter, herunder internet, TV, forsikringer mv.

Det giver bare rigtig god økonomisk mening at være social og alliere sig med en kæreste eller roomie, hvis det er muligt. Man skal selvfølgelig passe på med at blande kærlighed og økonomi sammen, men ikke desto mindre er det under alle omstændigheder overvejelsen værd at flytte sammen med en ven eller bekendt, hvis pladsen er til det, og I kan holde hinanden ud.

Brug mor, far, venner og familie

De fleste har en forståelse for, at man som studerende er fattig og ikke har råd til ret meget. Derfor skal du ikke være pinlig over at besøge mor og far eller spørge din mormor, om du må spise med en aften. Det er naturligvis penge, der er sparet, og så får du også mulighed for at se din familie, hvor du måske i stedet ville have hovedet begravet i pensum.

Der er vist ingen i familien, som vil brokke sig over et besøg fra et barnebarn eller en fætter. Alternativt kan du forhøre dig hos dine venner, om de kunne være interesseret i at dele nogle udgifter – fx Netflix-abonnementet. Det kan også være, de har interesse i at lave en fælles madaften, hvor I kan splitte omkostningerne til mad og drikke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *