Så mange penge kan du spare ved at droppe tv og streaming

Mangler du luft i budgettet, kan det være en god idé at skære ned på dit forbrug af tv og streamingtjenester – eller blot at nedgradere tv-pakken til en mindre af slagsen. Læs her, hvor meget du kan spare ved at skære ned på dit forbrug.

De traditionelle tv-pakker, som vi kender dem, hører snart fortiden til. Det er de færreste, der rent faktisk har behov for 50 tv-kanaler. En stigende del af danskerne fravælger de store tv-pakker til fordel for streamingtjenester eller mindre tv-pakker, som har færre kanaler.

Alt tyder på, at det er en udvikling, der vil fortsætte. Det skyldes ikke mindst, at der er mange penge at spare, hvis du nedskalerer dit forbrug af tv og streaming – eller helt dropper det. Herunder får du svar på, hvor mange penge du kan spare ved at genoverveje dine abonnementer.

Så meget kan du spare ved at droppe tv

Flere og flere dropper den store tv-pakke til fordel for en, der har et mere beskedent udvalg af tv-kanaler. Prisen for tv-pakker varierer, og du kan betale alt fra omkring 300-600 kroner om måneden, alt efter hvor du har et abonnement.

Det betyder, at du ved at droppe din tv-pakke kan spare mellem 3.600 og 7.200 kroner om året. Nedgraderer du i stedet din tv-pakke, så den matcher dit reelle behov, vil du nemt kunne spare op mod 2-3.000 kroner om året. 

Særligt blandt den yngre del af befolkningen er tendensen stigende. Flere unge vælger således helt at droppe tv-pakken og nøjes med DR, der er finansieret via den obligatoriske licens, som alle husstande i Danmark bidrager til.

Supplér med streaming

De færreste af os kan helt undvære underholdning. Vi har behov for at slappe af på sofaen med en god film eller serie en gang imellem, men vi har ikke et decideret behov for at kunne se 50 forskellige kanaler. Du kan i de fleste tilfælde sagtens nøjes med en lille tv-pakke.

I stedet vinder on demand-tjenester, hvor du kan se en film, serier eller tv-programmer, når du har lyst, frem. Streamingtjenesterne Netflix og HBO er blandt de største herhjemme, og intet tyder på, at deres vækstkurve kommer til at knække inden for de kommende år.

Det skyldes ikke mindst prisen for streamingtjenesterne, der er væsentligt lavere end de traditionelle tv-pakker, omend de også betales på månedsbasis. De færreste streamingtjenester har dog et opstartsgebyr eller bindingsperiode, hvilket betyder, at du kan vælge det til og fra, alt efter hvor mange penge du vil ofre på underholdning.

Undersøg dit behov og spar penge

Hvis du vil spare penge på tv-pakken eller streaming, er det en god idé at undersøge dit reelle behov. Skriv ned, hvilke kanaler du ser i løbet af en uge – og ikke bare dem, du zapper forbi. Gå efter dem, der sender programmer, som du rent faktisk ser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *